Nyheder
Sociale medier
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen har i dag overrakt prisen som Årets Veterankommune 2024 til Aarhus Kommune. Aarhus Kommune har i flere år gjort en særlig indsats for veteraner og har et stærkt lokalt samarbejde med mange aktører.
Det var rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad, der – på vegne af kommunen – modtog prisen for Årets Veterankommune 2024.
Prisen som Årets Veterankommune går i år til Aarhus Kommune, der i flere år har ydet en helt særlig indsats for veteraner.
Aarhus Kommune har et stærkt lokalt samarbejde med mange aktører, og har bl.a. etableret Åben Borgerservice, hvor veteraner og deres pårørende en dag om ugen kan få hjælp til Mit-ID, Borger.dk og SKAT samt kontakt til Veterancentret.
”Jeg er glad for, at jeg i dag kunne overrække prisen som Årets Veterankommune 2024 til Aarhus Kommune, som er en meget værdig vinder af prisen. Aarhus Kommune har gjort en bemærkelsesværdig indsats for at styrke arbejdet med veteraner – både lokalt og på tværs af landet. Med sit stærke samarbejde på tværs af aktører og sin evne til at dele viden, sætter Aarhus Kommune en høj standard for andre. Aarhus Kommune har skabt en bredt dækkende indsats, og har bidraget med at udbrede viden om veteraner og deres pårørende,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Det var rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad, der – på vegne af kommunen – modtog prisen for Årets Veterankommune 2024.
”Jeg er både utroligt stolt og beæret over, at Aarhus har modtaget titlen som Årets Veterankommune. Jeg er selvfølgelig stolt over, at det er Borgerservice i Aarhus Kommune, som har ydet en stor og god indsats. Men jeg er endnu mere glad for, at vores veteraner modtager den støtte og opbakning, som de fortjener. Det skylder vi både veteranerne og deres pårørende,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad.
Fakta om Årets Veterankommune
Mange kommuner gør en stor indsats for veteraner. Prisen som Årets Veterankommune er stiftet for at anerkende indsatsen og for at motivere flere kommuner til at gøre det samme.
Alle kommunerne i rigsfællesskabet kan indstilles til prisen. Det er kommunerne selv, der indstiller sig til prisen via Veterancentrets hjemmeside. Randers Kommune modtog prisen i 2021, Københavns Kommune modtog prisen i 2022 og Varde Kommune modtog prisen i 2023.
Årets Veterankommune modtager en skulptur, som hvert år ”vandrer” til en ny kommune ved tildelingen af prisen. Skulpturen er lavet af metal fra en skrottet pansret mandskabsvogn, der er doneret af Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Skulpturen er fremstillet af veteraner fra Fyn samt lærere og elever på Syddansk Erhvervsskole.