Forsvarsministeriet

Forsvarsministeriet

I forbindelse med den igangværende revision af NATO’s kommandostruktur er der behov for at oprette et signalbataljonshovedkvarter i Norden. Danmark har erfaring med denne type enhed og tilbyder i den forbindelse NATO at opstille hovedkvarteret, som vil få ansvar i bl.a. Norden og NATO’s nordvestlige område. Bataljonen skal sikre, at de militære enheder kan kommunikere og virke sammen. 

"Danmark har blandt de nordiske lande særlig erfaring med netop denne type arbejde. Derfor tilbyder Danmark NATO, at et signalbataljonshovedkvarter med ansvar i blandt andet Norden, opstilles i Danmark. Etableringen finansieres via Accelerationsfonden. Bataljonen vil på kort sigt kunne levere en effekt, som er efterspurgt i NATO. Det vil øge alliancens kampkraft og afskrækkelse," siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen. 

Hovedkvarteret i en NATO signalbataljon består af stabsmedlemmer fra flere lande, der leder indsatsen med at sikre, at alle militære enheder kan kommunikere sammen både ved tale, på skrift og ved udveksling af data. Til hovedkvarteret er der tilknyttet et støttekompagni, der leverer støtte til både hovedkvarteret og til de underliggende enheder, som kan deployeres og etablere de nødvendige forbindelser mellem de militære styrker. 

De danske udgifter til det nye hovedkvarter finansieres af Accelerationsfonden, som blev nedsat i februar i år med henblik på at accelerere opbygningen af Forsvarets kampkraft. 

"Der er ingen tvivl om, at dette er en eftertragtet kapabilitet. Vi er fra dansk side klar til at gå i gang. Danmark ønsker at løfte vores del af ansvaret for, at NATO kan fungere effektivt. Tilbuddet om etableringen af et NATO signalbataljonshovedkvarter i Danmark er et godt eksempel på netop dette," siger fg. forsvarschef Michael Hyldgaard.  

”Det nordiske forsvarssamarbejde er de seneste år blevet styrket markant, og det er også min forventning, at andre nordiske lande vil bidrage til bataljonshovedkvarteret, støttekompagniet og til de underliggende enheder,” siger Troels Lund Poulsen. 

Fakta: 
· NATO Signals Bataljon er en del af NATO Command Structure. 
· Det nye NATO signalbataljonshovedkvarter i Danmark vil forventeligt kunne være fuldt missionsklart senest i 2029. 
· Som følge af, at hovedkvarteret indgår i NATO’s kommandostruktur, indgår der fællesfinansiering fra NATO, hvorfor de estimerede meromkostninger på ca. 975 mio. kr. i 2025-2033 finansieres af hhv. midler fra Accelerationsfonden samt refusionsindtægter fra NATO.