Forsvarsministeriet

Forsvarsministeriet

Der er sat turbo på genopbygningen af Forsvaret med regeringens accelerationsfond. Det understreger købet af 130 pansrede mandskabsvogne fra den finske producent Patria, som skal styrke kampkraften i Forsvaret.

Danmark kan allerede i år få leveret et mindre antal pansrede mandskabsvogne fra Patria, som kan bruges til træning og uddannelse, så soldaterne hurtigt kan lære materiellet at kende. På den måde er Forsvaret klar til at bruge mandskabsvognene, når de i større antal forventeligt leveres fra 2026 og frem.

”Det her er et eksempel på et velfungerende nordisk samarbejde på forsvarsområdet. De 130 pansrede mandskabsvogne styrker Forsvarets kampkraft, og med muligheden for at få leveret et antal vogne allerede i år, kan Forsvaret hurtigere tage materiellet i brug og lære det at kende. Det er helt afgørende i den nuværende sikkerhedspolitiske situation”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

De pansrede mandskabsvognene skal både bruges til opbygning af kampkraften i den lette infanteribataljon og til den tunge brigade. Vognene skal benyttes af både infanteri- og ingeniørenheder, som henholdsvis kommandostation, kommunikation, ambulancer og til elektronisk krigsførelse.

De 130 mandskabsvogne koster i alt ca. 1,9 mia. kr., som finansieres via Accelerationsfonden.

”Med købet af pansrede mandskabsvogne fra Patria, styrker vi Hæren bredt med et bidrag til både den lette infanteribataljon og den tunge brigade, så Danmarks forsvar moderniseres og soldaterne har opdateret materiel. Samtidig er det vigtigt at styrke den europæiske forsvarsindustri – og at Danmark støtter industrien ved at købe europæisk. Det gør vi med dette køb”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

De pansrede mandskabsvogne er udviklet i et fælles program mellem Sverige, Tyskland, Letland og Finland, og de produceres i Finland. De leveres i flere forskellige varianter.

FAKTA 
· De pansrede mandskabsvogne fra Patria er hjulbaserede (6x6) og har plads til to besætningsmedlemmer og op til 10 soldater i mandskabsrummet. 
· Patrias pansrede mandskabsvogn er udviklet i det fælles program Common Armoured Vehicle System (CAVS). 
· Der er med Aftale om styrkelse af Forsvarets kampkraft afsat 50 mia. kr., heraf 25 mia. kr. i hhv. 2025 og 2026, i Accelerationsfonden til hurtigere opbygning af Forsvarets kampkraft. 
· Der er herudover afsat en ramme på 10 mia. kr. årligt i perioden 2027-2033 til at håndtere de udgifter, der følger af beslutninger truffet som en udløber af Accelerationsfonden, herunder nye anskaffelser, mere personel, bygninger m.v.