Forsvarsministeriet den 20. februar 2025

Forsvarsministeriet

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen har i dag orienteret partierne bag forsvarsforliget om udmøntningen af yderligere midler fra den resterende økonomiske ramme under forligsreserven for 2025.

Midlerne skal gå til styrket uddannelse, træning, ammunition, IT-udstyr og yderligere investeringer på bygnings- og vedligeholdelsesområdet.

”Forsvarets økonomi er blevet styrket markant de seneste år og der giver mere kampkraft. Jeg er glad for, at præsentere partierne for øremærkning af midler til øget uddannelse og træning, indkøb af materiel til de tre værn, styrkelse af IT-området samt øget vedligehold af Forsvarets kaserner.”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen. 

Forsvarskommandoen tilføres yderligere 400 mio. kr. i 2025 til at styrke opgaveløsningen af Forsvarets kerneopgaver. Det gælder eksempelvis styrket uddannelse og træning af soldater. 

Derudover er partierne enige om at investere over 200 mio. kr. til indkøb af ammunition, drivmidler, våbensigter og natkikkertbriller. Derudover afsættes der 300 mio. kr. til at styrke Forsvarsministeriets IT-infrastruktur i 2025. 

Det er videre blevet besluttet, at afsætte 200 mio. kr.  til at forbedre bygningsvedligeholdelsesområdet i 2025. Midlerne skal reducere efterslæbet på vedligeholdet af Forsvarets kaserner. 

”Den sikkerhedspolitiske situation forstærker behovet for at få de afsatte midler under forsvarsforliget ud og arbejde. Derfor udmøntes ca. 2,0 mia. kr. Beslutningen bidrager til at accelerere opbygningen af Forsvarets kampkraft. Formålet er, at initiativerne kan få hurtig effekt i år”, siger Troels Lund Poulsen. 

Derudover afsættes godt 900 mio. kr. til en række andre initiativer. 

Initiativerne omfatter blandt andet: 
· Styrkelse af Forsvarets kerneopgaver 
· Styrkelse af IT-drift, cybersikkerhed og hardware
· Indkøb af materiel og udstyr til Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet mv. 
· Nødvendigt vedligehold af Forsvarets tjenestesteder