Troels Lund Poulsen i Ramstein

Forsvarsministeriet.

Med de første F-16-fly leveret til Ukraine samt gennemført uddannelse af de første piloter, logistikere og støttepersonel er de første skridt taget i opbygningen af et moderne og tidssvarende ukrainsk flyvevåben. De kommende år venter et stort arbejde med at udbygge og professionalisere Ukraines F-16-kapacitet.


Det var nogle af hovedbudskaberne, da forsvarsminister Troels Lund Poulsen i dag præsenterede medlemmerne af Ukraine Defense Contact Group for den langsigtede køreplan for opbygningen af Ukraines flyvevåben.


”Jeg har i dag, på vegne af de øvrige medledere af flyvevåbenkoalitionen præsenteret en langsigtet plan for, hvordan vi opbygger Ukraines flyvevåben. Vi har taget store og vigtige skridt med uddannelse af piloter og øvrigt personel og donation af de første F-16-fly. Men der venter os et stort arbejde i de kommende år, hvor vi skal hjælpe ukrainerne med at udbygge og professionalisere deres F-16-kapacitet og styrke det øvrige flyvevåben,” siger forsvarsminister, Troels Lund Poulsen.


De øvrige syv kapabilitetskoalitioner fremlagde også køreplaner inden for flere områder såsom det maritime, artilleri og droner. Disse køreplaner beskriver koalitionernes plan for opbygningen af Ukraines samlede forsvar.


Troels Lund Poulsen fremlagde også Danmarks seneste donationspakke XXIII til Ukraine, der bl.a. indeholder finansielle bidrag til luftforsvar, infanterikampkøretøjer og yderligere understøttelse af Ukraines kampflykapacitet.

 

”Et af Ukraines mest påtrængende behov lige nu er at kunne forsvare sig mod russiske luftangreb. Derfor er det vigtigt, at Ukraines samlede luftforsvar styrkes. Af samme årsag har Danmark i den seneste donationspakke prioriteret mere støtte til luftforsvar,” siger Troels Lund Poulsen.


Det er en vigtig milepæl for Ukraines vej mod at leve op til NATO-standarder, at der nu er opnået enighed om den langsigtede udvikling i form af otte køreplaner.


Fakta:

  • Ukraine Defense Contact Group består af mere end 50 lande fra hele verden.
  • Gruppen blev etableret på initiativ fra den amerikanske forsvarsminister i ugerne efter Ruslands
    invasion af Ukraine.
  • Møderne i gruppen foregår enten virtuelt, på basen i Ramstein i Tyskland eller i NATO-hovedkvarteret i Bruxelles. Den ukrainske forsvarsminister og den ukrainske generalstab deltager
    også i møderne