Nyheder
Sociale medier
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen og partierne bag forsvarsforliget har
bemyndiget Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelsen til at afsøge
mulighederne for en hasteanskaffelse af midlertidige jordbaserede
luftforsvarssystemer allerede i år.
Forsvarsministeriet.
Anskaffelse af jordbaseret luftforsvar har høj prioritet. Det har hastigheden i opbygningen af Forsvaret også. Derfor er forsvarsminister Troels Lund Poulsen og partierne bag forsvarsforliget blevet enige om at bemyndige Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) til at afsøge mulighederne for at anskaffe jordbaserede luftforsvarssystemer allerede i 2025 og 2026.
”Den aktuelle sikkerhedspolitiske situation gør, at vi har behov for at kigge på hasteanskaffelser af kapaciteter til Forsvaret, og her står behovet for luftforsvar helt fremme i køen. Derfor er vi i forligskredsen enige om at arbejde i flere spor i forhold til at anskaffe jordbaseret luftforsvar. FMI skal nu afsøge, hvad vi kan gøre her-og-nu, sideløbende med at det afdækkes, hvad den permanente løsning skal være”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Politisk lægges der dermed op til en tosporet proces, hvor FMI dels afsøger markedet for en interim løsning, der kan leveres allerede i år eller til næste år, samtidig med at FMI arbejder videre med en permanent løsning. Det er højt prioriteret, at systemvalget til en permanent løsning foretages hurtigst muligt i løbet af 2025, så kontraktindgåelsen kan ske inden udgangen af året.
”Med aftalen om Accelerationsfonden fik vi mulighed for at sætte ekstra hastighed og muskel bag opbygningen af Forsvarets kampkraft. Nu gør vi det på luftforsvar. Det er afgørende og nødvendigt i den situation, som vi står i, hvor vi som land er nødt til at reagere på udviklingen”, siger Troels Lund Poulsen.
Baggrund
Anskaffelsen af jordbaseret luftforsvar er besluttet med anden delaftale af den 30. april 2024. Af aftalen fremgår bl.a.:
”Aftaleparterne vil drøfte anskaffelsen og anvendelsen af jordbaserede luftforsvarssystemer på baggrund af Forsvarets militærfaglige anbefaling.
Aftaleparterne vil træffe beslutning om det konkrete typevalg, således at der kan tages højde for NATO-interoperabilitet (integration), forsyningssikkerhed, operativ effekt mv. Leveringstid på luftforsvarssystemet vil også være et kriterium i udvælgelsen af leverandør.”