Forsvarsministeriet

Forsvarsministeriet

Forsvarsministeren har i dag orienteret partierne bag forsvarsforliget om en ny hærplan, der omrokerer flere af Hærens enheder. Det er en del af en tilpasning, der skal gøre det muligt at opstille den tunge brigade hurtigst muligt, deltage i internationale indsættelser, understøtte den nye værnepligt og samtidig forsvare Danmark i tilfælde af krig eller kriser. 

Den sikkerhedspolitiske situation har bl.a. affødt et behov for en mere kontinuerlig militær tilstedeværelse på Bornholm. Som en del af hærplanen bliver der derfor opbygget en infanteribataljon på Almegaards Kaserne på Bornholm fremfor for på Haderslev Kaserne. I stedet vil Forsvaret opbygge en forstærket opklaringseskadron i Haderslev med både fastansatte medarbejdere og værnepligtige samt opstille yderligere en uddannelsesbataljon med værnepligtige. 

”Jeg er meget tilfreds med, at vi nu har en plan for, hvordan vi får mest muligt ud af hærens ressourcer og kapaciteter. Vi lever i en usikker tid, hvor det er vigtigt at kunne forsvare Danmark i en situation, hvor sikkerhedssituationen forværres, og her har vi taget et særligt hensyn til Bornholm. Vi får styrket Forsvaret markant på den lange bane, fordi vi – ud over at understøtte opbygningen af den tunge brigade - også kommer til at styrke Hærens evne til at uddanne soldater og løse opgaven med at forsvare Danmark,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen. 

I dag er det 1. Brigades opklaringsenheder, der har hjemme på Bornholm. Det betyder, at hvis Hæren i tilfælde af krise eller krig skulle indsætte 1. Brigade, ville det efterlade Bornholm uden enheder til at forsvare øen. Derfor placeres opklaringsenhederne mere hensigtsmæssigt i hhv. Haderslev, Høvelte, Holstebro og Slagelse, så de tilmed bedre kan indgå i 1. Brigade. Til gengæld kommer opgaverne fra den 13. Lette Infanteribataljon til Bornholm, og samtidig etableres en stabsenhed på øen, så alle Forsvarets styrker på øen i en krise kan agere som en samlet enhed. 

”Der er behov for at omstille Hæren til at løse nye opgaver til forsvaret af kongeriget i rammen af det kollektive forsvar. På den baggrund oprettes Bornholms Regiment, en række enheder samles geografisk og med nye opgaver,” siger fungerende forsvarschef Michael Hyldgaard. 

For at mindske behovet for, at soldater må flytte fra eksempelvis Bornholm til Haderslev eller omvendt, tilbydes soldaterne i videst muligt omfang efteruddannelse eller omskoling til at varetage de nye funktioner, der kommer til deres nuværende tjenestested. 

"Hæren skal stå bedst muligt i forhold til forsvaret af Danmark. Derfor er det nødvendigt at reorganisere Hæren nu. Vi er bevidste om, at prisen for hastighed kan være usikkerhed hos den enkelte soldat om fremtiden. Og det er ikke alting, der ligger svar på nu, men vi arbejder på at gennemføre en god og smidig omstilling. Reorganiseringen af Hæren er også en vigtig forudsætning for at kunne opbygge en større og stærkere dansk hær," supplerer chef for Hærkommandoen Peter Boysen. 

Mere end 5000 nye faste årsværk landet over
Ud over hærplanen er forligskredsen også blevet orienteret om den forventede tilvækst i personel som følge af bl.a. Genopretningen af Forsvarets Fundament (GAFF) samt initiativer fra 1. og 2. delaftale under forsvarsforliget samt enkelte initiativer fra Accelerationsfonden. 

De mange nye stillinger betyder, at Forsvaret vil gå fra cirka 23.000 til mere end 28.000 faste årsværk frem mod 2033. Derudover stiger antallet af værnepligtige i Forsvaret i samme periode til 6.500.  

”De mere end 5.000 nye ansatte frem mod 2033 er et resultat af de mange beslutninger, vi har truffet for at genoprette Forsvaret og for at øge Forsvarets kampkraft. Fremover skal vi kunne håndtere flere opgaver samtidig, herunder opstille en tung brigade på 6.000 mand, udsende en del af infanteribataljonen i operationer sammen med allierede, opbygge nye kapaciteter – og ikke mindst passe på Danmark. Alt det kræver mandskab, og derfor bliver Forsvarets aftryk større over hele Danmark,” lyder det fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen. 

Læs mere om tilpasningen af hæren og Forsvarets placering af årsværk: