Arktis kapacitetspakke signing

Foto: Forsvarsministeriet.

Aftalen iværksætter de initiativer fra den politiske aftale om Arktisk Kapacitetspakke, der skal etableres i Grønland. Målet med kapacitetspakken er at styrke indsatsen i Arktis og Nordatlanten både militært og civilt. For Grønland gælder det blandt andet en uddannelse i Kangerlussuaq, der skal styrke grønlandske borgeres mulighed for at deltage i forsvaret af Grønland og højteknologiske kapaciteter til overvågning og mere tilstedeværelse i Grønland. Der vil ligeledes blive set på, hvordan Forsvaret vil anvende Air Greenlands fly uden for rammen af Arktis Kapacitetspakke.

 

Forsvarsminister Morten Bødskov udtaler:

 

”Jeg glæder mig over aftalen, Grønland og Danmark i dag har indgået. Med det ændrede trusselsbillede i Europa og med den generelt stigende aktivitet vi ser i Arktis, er det en aftale, der er til gavn for hele rigsfællesskabet. Jeg ser frem til det fremtidige samarbejde om implementeringen af kapacitetspakken.”

 

Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender, Erhverv og Handel Vivian Motzfeldt udtaler:

 

”Jeg er glad for, at vi har forhandlet denne aftale færdig, som sikrer størst mulige nytte for det grønlandske folk, indenfor rammen af Arktis Kapacitetspakke. Vi ser frem til det kommende samarbejde om forberedelserne til et kommende forsvarsforlig.”

 

Der vil i forlængelse af aftalen blive indgået en aftale om Naalakkersuisuts inddragelse i forberedelserne til et kommende forsvarsforlig.